Gilbert om Boonen-alliance: Vi er stærkest

Belgierne kører cykel-VM med to favoritter, den tidligere verdensmester Tom Boonen og Philippe Gilbert.

Med både Philippe Gilbert og Tom Boonen i truppen kan belgierne ikke vælge, hvem de skal køre for ved cykel-VM på søndag - og derfor satser de på begge.

Det har før vist sig risikabelt at køre uden en klar fordeling af kaptajn og hjælpere, men Philippe Gilbert mener, at han og Boonen er det perfekte makkerpar på ruten i Limburg i det sydlige Holland.

- Det er godt for os, at vi kan køre løbet forskelligt. Han er der for at køre en massespurt, og jeg er med for at forsøge at angribe på stigningerne.

- Jeg ser ingen andre hold med den kapacitet. Vi er meget forskellige, men vi kan køre sammen, siger Philippe Gilbert.

De to belgiske stjerner er eksperter i forskellige terræner.

Mens Tom Boonen er en hurtig sprinter og i øvrigt har brostensklassikerne som sit speciale, så er Philippe Gilbert, når han er på toppen, enestående stærk i løb, der har korte stejle stigninger i finalen.

VM-ruten ligger i Gilbert-terræn og har samme afslutning som klassikeren Amstel Gold Race, som Gilbert har vundet to gange.

- Der er altid godt at have en rytter som Boonen med, for han har stor erfaring, og han kan lede gruppen. Han er en dygtig leder både i cykelløb og i livet generelt. Det vil altid være en fordel for mig, siger Philippe Gilbert.

Hvem af jer er bedst på denne rute?

- Jeg tror, at hvis Tom er super, super god, så kan han vinde, og for mig er det helt sikkert også en rigtig god rundstrækning, siger Gilbert.

VM-løbet starter søndag klokken 10.45, og verdensmesteren ventes kåret omkring klokken 17.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.