TORONTO, CANADA:
Det kommer ikke ud af det blå, når Dustin Hoffman erklærer, at hans liv er én lang fiktiv affære.

Han befinder sig på Toron­tos internationale filmfestival, hvor han repræsenterer filmen Stranger Than Fiction . Filmens tema er fiktion.

»Der kommer ganske enkelt en dag, hvor dit liv virker fiktivt,« siger Dustin Hoffman. Han spiller en litteraturprofessor, der bliver opsøgt af en frustreret mand. Denne mand har opdaget, at han er hovedpersonen i en forfatterindes roman, og hører konstant hendes stemme fortælle sin historie, som var hun en indgroet øresnegl i hans legeme. Da han erfarer, at hun vil slippe af med ham, søger han hjælp fra professoren.

»Jeg vidste ikke, hvad det ville sige at have en identitet, indtil jeg påtog mig en karakter,« fortsætter Dustin Hoffman.

»Når jeg var midt imellem karakterer, følte jeg en form for smerte, som jeg ikke kunne identificere. Dengang forstod jeg ikke, hvad det var. Det gik op for mig, at det var livet. At det var mit liv.«

Utilpas

Dustin Hoffman forstod, at så snart han ikke spillede skuespil, manglede der noget.

Han følte sig ikke godt tilpas og måtte straks træde i karakter igen for at få ro i sindet.

Selv den dag i dag, påpeger han. Hoffmann træder i karakter og spiller en rolle. Også som sig selv. Hvad det end vil sige.

»Det har ikke været selve løsningen at spille skuespil. Hvis det havde været tilfældet, havde jeg været mindre vanvittig end jeg er i dag. Men det er jeg ikke. I det mindste giver det mig en form for forløsning at agere. Det er en forløsning at indrømme visse ting om min personlighed, som jeg finder gemt i disse karakterer i mit arbejde.«

Det store hul

Dustin Hoffman har gået i terapi det meste af sit liv og fortæller gladeligt om sine mange oplevelser på briksen.

Det var blandt andet et anstrengt forhold til sin far, der gav ham stof til eftertanke, men også en følelse af aldrig at være god nok.

»Jeg troede aldrig, at jeg var spændende nok som person,« siger Dustin Hoffman.

»Jeg har en masse private notesbøger liggende rundt omkring i hele huset, som jeg kun har skrevet et par enkelte sider i. Hver gang jeg begynder på en ny notesbog, tror jeg, at nu skal jeg skrive om mit liv og mine tanker hver dag, men jeg ender altid med at opgive det.«

I krise

Efter det amerikanske filminstitut gav Dustin Hoffman en Lifetime Achievement Award i 1999, slog det klik for ham.

»Jeg havde en krise. Jeg holdt op med at arbejde fra den ene dag til den anden. Det var, lige efter jeg modtog prisen, hvor jeg begav mig ind i dette enorme lokale med billeder af alle de roller, jeg havde spillet. Det slog mig helt ud, og jeg begyndte at panikke.«

Der gik fem år, hvor filmbranchen ikke så noget til skuespilleren, der i 1967 slog igennem som Benjamin Braddock i The Graduate .

Han gemte sig derhjemme med alle sine notesbøger, som alligevel aldrig førte til noget:

»Det gik op for mig, at jeg måtte tilbage til arbejdet. Jeg tog det første og det bedste manuskript, jeg fik tilbudt. Jeg holdt op med at bekymre mig om, hvorvidt det var fantastisk eller ej. Jeg valgte efter kollegaerne og besluttede mig for, at jeg ikke længere skulle forsøge at være en stjerne. Jeg skulle bare nyde arbejdet. Nyde livet.«