Én efter én går de voksne børn ind til 71-årige George Breiners seng på sygehuset i Århus. De siger farvel til deres far. Det er maj 2006.

Lægerne har klart fortalt familien, at den kræftsygdom, der vokser i begge hans lunger, er ved at tage livet af ham. Birgit Breiner på 66 år har holdt sin mand i hånden uafbrudt i ni dage.

Hun ved, at nu er det ved at være slut, og det gør hende ked af det. Hun har regnet med, at George er den mand, hun skal blive gammel sammen med.

De er næsten lige blevet gift. Han har spurgt hende i mange år, men hun har altid sagt nej til hans frieri. Det var først, da han holdt op med at spørge, at hun fik kolde fødder.

Til bryllupsmiddagen spiste de stegt flæsk og persillesovs. På den måde ville gæsterne kunne huske middagen, havde de joket.

Det var dengang, da George var rask. For fire år siden. Nu kan han ikke trække vejret, uden der lyder en rallende lyd fra hans lunger.

Men George dør ikke. Efter 14 dage på Århus Sygehus spørger personalet, om han og Birgit har overvejet hospice. Det har de ikke. Men de vil gerne skrives op. Tre dage senere flytter George til sit eget værelse på Hospice Søholm ved Århus.

Et sted med ro

På Georges stue på Hospice Søholm hænger et par malerier på væggen. Birgit har lagt nogle plaider fra deres hjem på stolene, så der er mere hjemligt. Blomsterne fra sygehuset står overalt og dufter. George vil ikke have andre møbler med. Det er juni 2006.

Han kan mærke det med det samme, han kommer inden for døren: følelsen af hjem. Nærhed. Menneskelighed. Her tager personalet sig godt af beboerne. George oplever, at de tager livets afslutning som en del af livet. Det giver ham ro indeni.

Birgit mærker det samme. Her er George i gode hænder, og personalet giver sig tid til at snakke. Døden føles ikke tæt på, selvom det er lige netop det, den er.

Når en beboer dør og forlader hospicet, tænder personalet et lys. Stemningen er ikke trist. Og de taler ikke kun om døden. Det er også livet og de gode minder. Her er en døende netop ikke død. Men levende. Endnu.

Efter en måned på Hospice Søholm vil George lige hjem til sit hus i Hou ved Horsens og se, hvordan det står til. Hjemmefra ringer han og spørger, om han må overnatte. Næste morgen ringer han og siger, at han tror, han bliver hjemme.

Det er sjældent, at en beboer flytter hjem igen efter et ophold på hospice. Men George har ikke været klar endnu. Ikke fordi han har kæmpet imod. Han har bare altid set på det positi- ve i livet. Det gør han stadig.

Døren ind til værelse 23 står på klem, så George kan høre fuglene synge i den store have. Han bor i sit hus i Hou, men i denne uge er han på aflastning på lokalcentret i Ørting. Det er juni måned 2007. Et år er gået siden han boede på hospice.

Aflastningen er for Birgits skyld. Så hun ikke bryder sammen med stress over konstant at lytte til, om George nu også trækker vejret. Hver morgen er hun spændt på, om han stadig er i live.

Er George ikke syg?

Ægteparret tager hver dag som en ekstra bonus. De troede begge, at døden kom på sygehuset for et år siden. George er klar til at dø. Det har han været længe, siger han.

Ved siden af sengen står et iltapparat, han sover med om natten. Smerter har han ingen af. Derfor håber han også at få lov at dø hjemme.

Når George er hjemme, sker det nogle gange, at ægteparret sidder på terrassen og griner så højt, at folk undrer sig.

»Er George ikke syg?« spørger de Birgit, som svarer, at han er syg, men at livet ikke behøver at gå i stå. Selvom døden er nærværende, morer de sig stadig over livet. Sammen.