Den russiske energigigant Gazprom har på grund af bekymringer for sikkerheden igen udsat starten på produktion af olie på Priraslomnoje-feltet. Det er det første russiske oliefund i Arktis, der udnyttes.
Det siger en kilde tæt på projektet til journalister fredag.
Udnyttelsen af feltet har givet anledning til bekymring blandt miljøaktivister, som i sidste måned iværksatte demonstrationer mod den platform, der står for projektet.
For Rusland, der er verdens største olieproducent, betragtes Arktis som en hovedressource i det næste årti.
Kilden siger, at udvinding af olie fra feltet først ventes indledt i september eller oktober næste år og ikke i år, som det tidligere har været planen.
- Arbejdet vil ikke blive sat i gang, før selskabet kan garantere fuldstændig sikkerhed, siger kilden, der ikke ønsker at blive navngivet, til journalister uden at uddybe nærmere. En talsmand for Gazprom nægter at kommentere sagen.
Gazprom har været plaget af budgetoverskridelser og forsinkelser af konstruktionen af platformen, der skal producere den tunge, sure olie. Det har fået selskabet til at udsætte starten flere gange. Tidligere har ibrugtagningen været planlagt til december eller januar.
Medier har oplyst, at den samlede investering løber op i mellem fire og fem milliarder dollar (23 og 29 milliarder kroner).
Gazprom havde satset på at nå sit højdepunkt for produktionen på Priraslomnoje, der har estimerede reserver på 526 millioner tønder, på 120.000 tønder dagligt i løbet af syv til otte år.
/ritzau/Reuters