... eller god til Trivial Pursuit og Hvem vil være millionær? Men det er sgu efterhånden det samme.
Jeg har nu prøvet to forskellige udgaver af den nye statsborgerskabstest, og hip hip hurra for mig. Jeg er dansk – to gange. Men inden jeg nu bliver kålhøgen, for at bruge et godt gammelt dansk ord, så er jeg i tvivl om, hvad det egentlig er, jeg kan. For at bestå prøven skal man have 70 procent rigtige svar, og eftersom det er en quiz med to til tre svarmuligheder per spørgsmål, kan man let ramme 35 procent, bare man kan den ædle kunst at opfylde en lottokupon. Men det er selvfølgelig også ret dansk. Det er dog ikke helt nok til at blive en moderne Holger Danske, så man skal også have lidt viden. For eksempel kunne jeg svare på, at Danmark er cirka 43.000 kvadratkilometer. Det ved jeg, fordi det stod på de landkort, man altid gloede på i folkeskolen. Til gengæld kan jeg stadig ikke fortælle, hvor Hjørring ligger. Men pyt med det. Jeg er så dansk, at der flyder rødgrød i mine årer. Jeg ræsonnerede mig også frem til, at Niels Bohr vandt en Nobelpris for en model af atomers opbygning, fordi jeg efterhånden har hørt ordene ?Bohr’ og ’tom’ i samme sætning så mange gange, at de hænger lige så naturligt sammen som ordene ?bryst’ og ?kasse’. Hvad han præcist fandt ud af med de der atomer, har jeg aldrig forstået. Og hvad det betød for videnskaben, ved jeg ikke et klap om. Men pyt med det. Jeg er så dansk, at selv en klaphat ser tysk ud sammen med mig. Egentlig troede jeg, at danskhed var noget dynamisk, der blev blev defineret af den måde, vi er sammen på. Åbenbart handler det blot om at være god til tyve spørgsmål til professoren. At teste noget så diffust som danskhed med ja, nej, måske-spørgsmål er så lamt, at jeg ville ønske, at jeg var svensker. Men rolig. Det går nok over, næste gang, der er landskamp.