Der blev kastet med sten og skudt med fyrværkeri ved nonneklostret i den belgiske landsby Maronne, da demonstranter lørdag mødte op for at protestere mod, at Belgiens "mest forhadte kvinde", som demonstranterne siger, er flyttet ind.
Det belgiske nyhedsbureau Belga skriver, at politiet blokerede indgangen til klostret, men at demonstranter angreb blokaden, og det kom til sammenstød.
Omkring 100 mennesker deltog i protesten. To af dem er anholdt.
Målet for protesten var Michelle Martin, tidligere gift med den pædofile seriemorder Marc Dutroux.
I tirsdags blev Michelle Martin benådet af landets højesteret på den betingelse, at hun flytter i kloster. Det har hun accepteret, mens offentligheden i Belgien raser.
Hun har afsonet 16 år af straffen på 30 års fængsel for at have ladet to børn sulte ihjel.
Marc Dutroux blev i 2004 dømt fængsel på livstid for at have bortført og voldtaget seks børn og teenagepiger i 1995 og 1996. Han myrdede fire af dem.
Den nu 52-årige Martin fik sin dom for at have hjulpet sin mand med at holde pigerne som fanger. Hun blev også dømt for medvirken til mord på to af børnene, der blev fundet sultet ihjel i et aflåst rum.
Martin og Dutroux blev gift i 1983. Parret fik tre børn, men blev skilt i 2003.
/ritzau/AFP