En skuffende ottendeplads i Premier League var åbenbart for meget for Liverpools ledelse, som onsdag vragede klubbens manager, Kenny Dalglish.
Den fyrede Liverpool-træner ærgrer sig over at skulle forlade den klub, som han både har tjent som spiller og manager. Selvom han ikke jubler over tabelplaceringen, er han stolt over forårets triumf i Liga Cuppen, som var Liverpools første titel i seks år.
- Selvfølgelig er jeg skuffet over resultaterne i Premier League. Men jeg ville ikke have byttet sejren i Liga Cuppen for noget som helst andet, da jeg ved, hvor meget det betyder for vores fans og klubben igen at vinde trofæer, siger Dalglish til klubbens hjemmeside.
Fyringen kom efter, at Dalglish havde været til møde med klubbens amerikanske ejere, John W. Henry og Tom Werner, i Boston.
Den 61-årige skotte førte også Liverpool frem til FA Cup-finalen mod Chelsea, men for traditionsklubben handler det om succes i Premier League, og det har Dalglish ikke leveret.
For 16 måneder siden afløste han Roy Hodgson som klubbens manager. Også Hodgson blev fyret på grund af dårlige resultater.
- Det har været en ære og et privilegium at få muligheden for at komme tilbage til Liverpool som manager, siger Dalglish.
Fra 1985 til 1991 var Dalglish også træner i Liverpool, efter i flere år at have spillet på grønsværen for klubben.
På Premier Leagues ottendeplads sluttede Liverpool hele 37 point efter mestrene fra Manchester City.