Sikkerheden er skærpet ved Frankrigs ambassader i en række lande, hvor der kan tænkes at komme en fjendtlig reaktion på et fransk magasins offentliggørelse af karikaturtegninger af profeten Muhammed.
- Jeg har selvfølgelig udstedt instrukser, så der indføres særlige sikkerhedstiltag i alle de lande, hvor dette kan udgøre et problem, siger den franske udenrigsminister, Laurent Fabius, der tilføjer, at han er "bekymret" for de mulige reaktioner fra vrede muslimer.
Onsdag morgen udkom det satiriske ugemagasin Charlie Hebdo med adskillige karikaturtegninger af profeten Muhammed, heriblandt en, der viser ham kun iført turban.
Charlie Habdos redaktør, en satiretegner der kun anvender navnet "Charb", siger, at det ikke er magasinets mål at provokere på et følsomt tidspunkt, hvor der i forvejen er stor vrede blandt muslimer over en omstridt amerikansk Muhammed-film.
- Pressefrihed, er det en provokation?, spørger redaktøren.
I Frankrig bor der mindst fire millioner muslimer. Dermed har Frankrig Vesteuropas største muslimske samfund.
Dalil Boubakeur, en fremtrædende imam ved den største moské i Paris, opfordrer muslimerne i Frankrig til at forholde sig i ro.
- Det er med forbløffelse, sorg og bekymring, at jeg er blevet bekendt med, at dette magasin risikerer at øge den aktuelle vrede over hele den muslimske verden, siger imamen.
- Jeg vil opfordre dem til ikke at hælde benzin på bålet, tilføjer han.
Det er ikke første gang, at der er blæst omkring Charlie Hebdo i sager, der har at gøre med islam.
I november sidste år blev ugemagasinets kontorer udsat for et brandattentat, efter at bladet var udkommet under navnet "Sharia Hebdo" i en udgave, som redaktionen hævdede, at profeten Muhammed havde været "gæsteredaktør" på.
I 2006 bragte magasinet en række karikaturtegninger af Muhammed, to af dem var tegninger fra Jyllands-Posten.
Kilde: AFP