En brand i en ejendom på hjørnet af Nørrebrogade og Peblinge Dossering på Nørrebro i København opskræmte mange, fordi ilden gav kraftig røgudvikling over Peblinge Søen.
- Der var rigtig mange, der så røgen og slog alarm, siger indsatsleder Magnus Mattsson, Københavns Brandvæsen.
Ejendommen huser blandt andet en kinesisk restaurant.
Og det, der i første omgang så ud til at være en tagbrand eller skorstensbrand, viste sig at være ild i en frituregryde i restaurantens køkken.
- Ilden startede i en frituregryde og bredte sig gennem restaurantens aftrækskanaler, siger Magnus Mattsson.
- Vi arbejdede derude i tre kvarter. Ilden er nu slukket, og beboerne er tilbage i deres lejligheder.
Efter de mange henvendelser om branden sendte brandvæsnet fire store brandslukningskøretøjer til stedet. Der blev også rekvireret to ambulancer.
Det skyldtes, at tre ansatte på den kinesiske restaurant havde indåndet røg, da de selv forsøgte at slukke branden.
- Derfor var der mistanke om, at de var røgforgiftede, men det var ikke nødvendigt at indlægge dem, de blev tilset på stedet, siger Magnus Mattsson.
Politiet spærrede et større område omkring brandstedet.
Dronning Louises Bro over Peblingesøen var spærret fra Søtorvet til Fælledvej, og buslinjerne omlagt. Trafikken var først på aftenen normal igen.
/ritzau/