Maastricht ligger klemt mellem Tyskland og Belgien ikke langt fra Frankrig, og det betyder, at den lille Middelalderby er et yndet rejsemål for hashglade turister.
Ifølge byens myndigheder resulterer det i trafikpropper og masser af stofrelateret vold og anden kriminalitet. Derfor vil bystyret nu forbyde turister at købe hash på byens mange "coffee shops". Det skriver New York Times.
I EU er der som bekendt fri bevægelighed af varer, så umiddelbart er en sådan lov umulig at gennemføre, men EU-domstolen har netop afgjort, at hash ikke er som andre varer, og derfor ikke er inkluderet i den fri bevægelighed.
Det gør tidligere borgmester Gerd Leers rigtig glad, for ifølge ham betyder den fri hash masser af problemer.
"De kommer med deres biler og larmer en hel masse. Men det værste er, at denne enorme gruppe, er et utrolig attraktivt mål for kriminelle, der vil sælge deres hårde stoffer," siger han til avisen.
Ikke uventet er talsmanden for byens 13 "coffee shops" ikke begejstret for den mulige lovændring.
"Det er diskriminerende mod EU-borgere," fortæller han.
To mindre hollandske byer har allerede lukket deres "coffee shops," da myndighederne fandt ud af, at langt de fleste kunder var udlændinge. Det tyder altså på, at et forbud for turister vil vække begejstring over hele Holland.
Maastrichts bystyre forventer at få afklaring på sagen sidst på året.