Allerede efter blot ti kilometer stak franskmanden Sylvain Chavanel, 31, af fra feltet og belønningen kom til sidst i form af både etapesejr og gul trøje.
Det er den helt korte version efter endnu en dramatisk dag i Tour de France.
Et massestyrt på de våde belgiske veje gjorde, at feltet ikke jagtede den rutinerede franskmand så voldsomt, som man ellers kunne have forventet, og så kiggede Chavanel sig aldrig tilbage.
Derfor kunne han tage sin anden etapesejr i karrieren i den belgiske Formel 1-by Spa efter en lang dag, der startede i Bruxelles.
Chavanel startede selv det lange udbrud, hvor til at starte med fik følgeskab af syv mand. Men de faldt altså langsomt fra. Han har nu den gule førertrøje med knap tre minutter ned til de øvrige konkurrenter.
Dermed mister Fabian Cancellara og Team Saxo Bank den gule førertrøje ligesom holdet nu skal få styr på de skader, der ramte begge Schleck-brødrene i massestyrtet.