Forfatningsretten i Frankrig afviser fredag et krav fra dyreværnsaktivister om at forbyde tyrefægtning i den sydlige del af landet, hvor det fortsat er tilladt.
Retten siger, at det ikke er i strid med intentionerne bag loven, at tillade udøvelsen i visse regioner. Frankrig har snesevis af tyrefægtninger hvert år, og flere end 1000 dyr må årligt lade livet.
Den franske indenrigsminister, Manuel Valls, har tidligere på måneden lidenskabeligt forsvaret tyrefægtningen. Det skete, mens forfatningsretten var ved at undersøge, om der kunne indføres et forbud mod den blodige sport i hele landet.
- Jeg elsker det. Det er en del af min families kultur, siger ministeren, der er født i Spanien, hvor tyrefægtning er uhyre populært. Han flyttede som barn til Frankrig med sin familie.
Tyrefægtning er forbudt i størstedelen af Frankrig, men det tillades i dele af Sydfrankrig, fordi det betragtes som en kulturel tradition. Det sker på trods af, at dyreaktivister påberåber sig, at sporten er dyrplageri.
Den franske forfatning forbyder dyrplageri, men har undtagelser, når det gælder tyrefægtning i byer som Nimes eller Bayonne, som kan påvise en lang tradition for at have holdt den slags begivenheder.
Det er tyrefægtningsmodstandsgruppen Crac, der har bedt forfatningsrådet om at undersøge om undtagelserne holder i forfatningen.
Med afgørelsen fredag siger domstolen netop, at undtagelserne holder og står ved magt.
/ritzau/AFP