En fransk domstol har beordret sladderbladet Closer, som offentliggjorde de første topløse billeder af den britiske prins Williams kone, Kate, til at aflevere alle billederne af hende til repræsentanter for prinseparret.
Det skal ske inden for 24 timer, har domstolen afgjort.
Samtidig har bladet fået forbud mod at sælge billederne videre.
Få timer inden, at domstolen kom med sin afgørelse, meddelte franske anklagere, at de nu indleder en efterforskning for at finde ud af, om Closer har brudt loven ved at offentliggøre billederne.
Prins William og Kate, der formelt har titlen hertuginde Catherine af Cambridge, havde indklaget sagen for domstolene.
De hævder, at deres ret til at have et privatliv er blevet krænket med offentliggørelsen af Kate, der solbader topløs.
Billederne blev taget, da det royale britiske par var på ferie i Sydfrankrig tidligere på måneden.
Kilde: AFP