Ti britiske hospitaler har indrømmet, at de har afbrændt tusindvis af aborterede fostre som klinisk affald, mens to andre har brugt afbrændingerne af fostrene til at opvarme hospitalerne.
Det skriver den britiske avis The Telegraph på baggrund af en undersøgelse af Channel 4.
Efter afsløringen har den britiske sundhedsminister Dr. Dan Poulter kaldt hospitalernes praksis for "totalt uacceptabel" og forbudt dem at fortsætte.
Varme hospitalsgange
Et af Englands førende hospitaler, Addenbrooke's i Cambridge, har afbrændt 797 aborterede fostre som affald og anvendt den genererede energi til at opvarme hospitalet. Mødrene her blev fortalt, at deres fostre blev kremeret.
Og Ipswich Hospital har fået varme på gangene ved at afbrænde rester fra 1.101 fostre i perioden 2011-2013.
I alt har 27 hospitaler afbrændt mindst 15.500 aborterede fostre over de seneste to år, viser undersøgelsen fra Channel 4.