Det var sandsynligvis tekniske problemer, der var årsag til, at et privat tysk indregistreret Lear Jet-fly forulykkede lørdag eftermiddag i en majsmark nær Bornholms Lufthavn.
Kort før flyet styrtede ned, nåede piloten at kalde kontroltårnet, fortæller vagtchef hos Bornholms Politi Jan Egelund.
- Flyvelederen i kontroltårnet hører pludselig et opkald fra flyet over radioen, hvor en person råber "emergency". Umiddelbart efter mister han kontakten med flyet og han kan heller ikke se det, siger Jan Egelund.
Oplysningen fra flyvelederen passer godt overens med det, som vidner kan fortælle.
- Der er flere vidner, der har set flyet nærme sig lufthavnen i lav højde fra syd. Vidnerne har bemærket, at flyet ikke lød, som et fly normalt gør. Vidnerne fortæller, at flyet lavede en unormal støj, fortæller Jan Egelund.
- Vidnerne ser, at flyet på et tidspunkt rammer nogle trætoppe og slår et knæk og lander i en majsmark, siger vagtchefen.
Hvad der eventuelt har været galt med flyet, er der endnu ingen gæt på.
- Havarikommissionen er netop ankommet til Bornholm og skal nu i gang med tekniske undersøgelser, oplyser Jan Egelund.
I nat bliver flyet liggende på majsmarken, hvor det vil være bevogtet, og søndag vil det bliver transporteren hen i en hangar ved lufthavnen.
Hvad der var skyld i ulykken, bliver måske allerede opklaret sent lørdag, hvor politiet skal foretage en foreløbig af høring af den ene af de to ombordværende. Det er en 27-årig polsk statsborger, som var passager i flyet.
Han er ved bevidsthed og uden for livsfare. Den mexicanske pilot pådrog sig et åbent kraniebrud ved styrtet, og hans tilstand betegnes fortsat som kritisk. De er begge indlagt på Rigshospitalets Traumecenter.
Det private jetfly var fløjet til Bornholm fra Berlin.
/ritzau/