Telefonen ringer hos forsvarsadvokat Hugo Steinmetz.

Politiet har optrevlet en mistænkt terrorcelle i Vollmose i Odense, som angiveligt ville sprænge en bombe i Danmark. Hos en af de anholdte er fundet 50 gram af sprængstoffet TATP på badeværelset, bombemanualer og henrettelsesvideoer. Manden menes at være hjernen bag terrorcellen. Det er ham, Hugo Steinmetz bliver bedt om at forsvare.

»Jeg tror ikke, at han forstod alvoren, da jeg mødte ham første gang. Han forstod ikke, at han var sigtet for noget, der kunne ende med at give 11 års fængsel,« siger Hugo Steinmetz.

Nævningene dømmer

Den 34-årige Mohammad Zaher er palæstinenser fra Syrien og dansk statsborger. Han erkender hurtigt, at han har eksperimenteret med sprængstof, men forklarer, at det skulle bruges til at fejre hans søns omskæring med knaldperler og fyrværkeri.

Da sagen begynder i Østre Landsret, går Hugo Steinmetz efter én ting: at overbevise nævningene om, at der ikke findes bevis for, at hans klient ville begå terror. Sprængstoffet beviser ikke i sig selv en hensigt. Forsvarsadvokaten understreger igen og igen, at TATP ifølge en sprængstofekspert også kan bruges til fyrværkeri.

Men de 12 nævninge troede hverken på ham eller Mohammad Zaher.

I fredags klokken kvart i syv om aftenen modtog Mohammad Zaher sin dom efter en tre måneder lang retssag: 11 års fængsel for forsøg på terrorisme sammen med tre andre mænd.

Tror du selv på ham?

»Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt jeg tror på ham. Jeg skal ikke tage stilling til, om det, han siger, er rigtigt. Så ville jeg ikke være en dygtig forsvarer. Spørgsmålet er, om jeg kan føre et forsvar ud fra det, han siger. Og det kan jeg sagtens. Jeg forholder mig professionelt og forfølger det standpunkt i retten, at han ville bruge TATPen til at fejre sin søns fødsel,« siger 50-årige Hugo Steinmetz.

Fremstod utroværdig

Mohammad Zaher blev af nævningene opfattet som utroværdig. De sukkede højt og vendte øjne af hans forklaring, da han fastholdt, at ordet mel i en aflyttet telefonsamtale ikke var kodeord for kemisk gødning til en bombe, selv- om en anden af de tiltalte havde erkendt det.

Han talte desuden sort, da han skulle forklare en samtale, der handlede om at ’finde ud af’ at skaffe gødning:

»Det skal ikke forstås sådan, at vi skulle finde ud af det, men at vi skulle finde ud af hvordan og hvorledes.« Efter afhøringen spurgte han Hugo Steinmetz, hvordan det var gået. »Han kunne sagtens mærke stemningen i retssalen, der var vendt mod ham. Jeg sagde, at det var gået udmærket. Han havde jo ikke haft behov for at lyve.«

Synes du, at han klarede sig godt?

Hugo Steinmetz tænker et par sekunder. »Nej. Det var en umulig opgave. Der var ingen måde at gøre det godt på, nu hvor vi ved, at han blev dømt. Han blev ikke dømt på sin optræden i retten, men på TATP en og det, han havde gjort. Det er så stærke indicier på et motiv, at han kunne have sagt hvad som helst i retten og stadig blive dømt.«

Aggressivt forsvar

Hugo Steinmetz gjorde sig bemærket blandt de fire forsvarere i retten ved et pågående og til tider aggressivt forsvar. Under et retsmøde angreb han de to arabiske tolke for dårlig oversættelse. Det skete, da en af de tiltalte forklarede, at begrebet jihad betyder en indre stræben efter at være en god muslim. Mohammad Zahers tolk brød ind og gjorde opmærksom på, at jihad også betyder hellig krig. Herefter svarede Hugo Steinmetz skarpt, at tolkene ikke var kompetente, fordi de kom fra et kristent område af Libanon. Tolkene følte det som et personligt angreb og protesterede til dommeren.

Er det sagligt at gå efter de kristne tolkes religion?

»Ja, for der er jo dialekter. Når du skal tolke for en iraker, nytter det ikke at bruge en person fra den kristne del af Libanon. De mangler en sproglig forståelse. Jeg ville have haft en translatør, som er på et højere niveau, til at bekræfte deres oversættelser. Jeg sagde også inden til tolkene, at jeg ikke var ude efter dem personligt. Mit arbejde er at anfægte alt det, jeg kan. Hvis jeg kan lirke ved nogle oversættelser og bringe noget i tvivl, så er det det, jeg skal. Det er mit arbejde at gå efter alt, hvad jeg kan gå efter.«

I pauserne sørgede Hugo Steinmetz desuden for at underrette journalisterne om forsvarets mange nederlag. Forsvarerne blev blandt andet nægtet at føre en lang række vidner, blev nægtet adgang til alle dokumenter i sagen og holdt ude fra hemmelige møder, hvor anklagerne deltog.

»Han er blevet uretfærdigt dømt. Nævningene vil jeg ikke anklage. Men selve processen er ikke retfærdig, når vi ikke må se alle sagens bilag og bestemme, hvilke vidner, der skal indkaldes. Det har jeg sagt igen og igen til journalisterne, men de syntes ikke, at det var interessant nok. Det er uacceptabelt, at retten afskærer os fra bevisførelse. Det er det, der hedder uretfærdighed. Det støder mig helt vildt og skader retssystemet mere end man umiddelbart forstår.«