Druk og militærtjeneste hænger ikke sammen, og hvis det sker, så bør det koste. Men Forsvaret anklages nu for at have set gennem fingre med de kendsgerninger, fordi sagen drejede sig om tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussens datter, Maria Fogh.
Sagen opstod ifølge B.T. i 2003, da Maria Fogh var sprogofficer i Kosovo. Ifølge B.T. tog hun en aften væk fra den danske base og til en fransk lejr sammen med tre andre. Menuen stod på alkohol og kostede gruppeleder Kenneth Møller Nielsen en hjemsendelse og sin militære karriere. Til trods for, at Maria Fogh drak meget lidt eller måske slet intet, så under Kenneth Møller Nielsen sig i dag over, hvorfor det kun var tre af de implicerede, der blev afhørt og ikke Maria Fogh.
"Da jeg - efter hjemsendelsen - spurgte personelchefen på Antvorskov Kaserne, hvorfor Maria Fogh ikke var blevet afhørt i sagen, fik jeg det svar, at det kunne resultere i en mediestorm, og det ville han helst undgå," siger Kenneth Møller Nielsen i dag til B.T.
De to andre afhørte i sagen slap også for videre tiltale.
Socialdemokraternes forsvarsordfører, John Dyrby Paulsen, vil nu have forsvarsministeren til at se på sagen.