Da svømmeren Pernille Blume vandt OL-guld i Rio for knap en måned siden, havde hun og flere andre svømmere muligvis en lille fordel i forhold til nogle af deres konkurrenter i bassinet.
Ifølge forskere fra blandt andet Indiana University i USA havde svømmerne på bane 4-8 i 50 meter fri nemlig den fordel, at banerne igennem hele OL af uforklarlige årsager var hurtigere, når der blev svømmet i den ene retning.
Det skriver Washington Post.
Når der blev svømmet i den anden retning, havde svømmerne på bane 1-3 en lille fordel - muligvis på grund af en svag, cirkulær strøm i det olympiske bassin.
Pernille Blume startede på bane 4 og vandt som bekendt guld. Sølv og bronze gik en smule overraskende til Simone Manuel og Aliaksandr Herasimenia på henholdsvis bane 7 og 8.
Bane 1, 2 og 3 med nogle af forhåndsfavoritterne var derimod de langsomste.
Forskerne har ved at analysere alle indledende heat, semifinaler og finaler på 800 meter og 1500 meter ved OL påvist, at der konsekvent blev svømmet hurtigere i den ene halvdel af bassinet, når det gik den ene vej - og i den anden halvdel af bassinet, når det gik tilbage igen.
Men 50 meter fri er den eneste distance, hvor svømmerne ikke svømmer et lige antal baner. Dermed bliver fordelen, som svømmerne i den ene side har, ikke udlignet på tilbagevejen.
Analysen viser, at svømmerne på banerne med de laveste numre typisk var 0,4 sekunder hurtigere fra enden med startskamlen og ned i den anden ende af bassinet, end de var den anden vej.
Modsat var svømmerne i den anden side af bassinet i gennemsnit 0,2 sekunder langsommere den ene vej end den anden vej.
I 50 meter fri svømmes der kun i retning mod startskamlen, hvilket ifølge forskerne har givet svømmerne på især bane 7 og 8 en fordel.
Fordelen svarer til cirka én centimeter per sekund ifølge forskerne. På 50 meter fri svarer det til en tiendedel af et sekund.
I kvindernes OL-finale i 50 meter fri var der kun otte hundrededele af et sekund mellem nummer tre og seks. Dermed kan fordelen ifølge forskerne have haft betydning for medaljerne.
Pernille Blume vandt guld i tiden 24,07 sekunder. Ifølge forskerne var fordelen på hendes bane 4 dog meget lille i forhold til de yderste baner.
Det Internationale Svømmeforbund, Fina, siger, at der ikke er fundet "fysiske beviser" for, at visse baner var hurtigere end andre.
- Forskernes mønstre er lavet på basis af matematiske analyser uden at tage nogen videnskabelige beviser i det faktiske bassin med i overvejelserne, skriver de i en e-mail til Washington Post.
Samme mønster gjorde sig dog gældende på 50 meter fri-distancen for mænd.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.