60 års forsknings er nu tilendebragt. Og resultatet har slået det hemmelige g-punkt ihjel. For forskerne kan ganske enkelt ikke finde det.
Berlingske Tidende referer en amerikansk undersøgelse offentliggjort i "Journal of Sexual Medicine"; en undersøgelse der har gennemgået 60 års studium af kvinders underliv. Konklusionen er enkel: G-punktet findes ikke.
Kvinder der mener, at de har et g-punkt, skal dog ikke føle sig som tåber, siger manden bag undersøgelsen, urolog Amichai Kilchevsky.
"Hvad de sandsynligvis oplever, er en forlængelse af klitoris," forklarer han.
G-punktet blev navngivet for 62 år siden af den tyske gynækolog, Ernst Gräfenberg. Han beskrev det som et særlig følsomt område på kvindens vaginalvæg, der målte 1-2 centimeter i bredde.
Indiske skriftruller med snart 1.000 år på bagen har dog også beskrevet g-punktet.
Kilde: Berlingske Tidende