I løbet af den seneste uge har der været episoder i hele landet, hvor mennesker klædt ud som klovne har skræmt tilfældige personer på gaden.
Klovnen er skabt for at skabe glæde, men det er ikke underligt, at den også skaber uhygge. Det fortæller Mathias Clasen, der er adjunkt og forsker i horrorgenren på Aarhus Universitet.
- Det ligger i klovnens natur at være en tvetydig figur. Den er tænkt som en glad figur, der skal sprede glæde og morskab. Men den har nogle træk, der meget nemt kan opfattes angstprovokerende og frygtindgydende, fordi klovne opfører sig en smule skævt i forhold til vores forestilling om normal adfærd, siger han.
Han peger på, at det underlige tøj, masken eller en stor mængde sminke gør det svært at aflæse klovnen.
- Klovnen er typisk en voksen mand, der opfører sig uforudsigeligt. Vi bruger andre menneskers ansigtsudtryk til at aflæse deres intentioner og sindstilstand. Det kan man ikke, når klovne har en maske på, siger Clasen.
- Hvis en nar har klædt sig ud og springer frem fra busken, har vi ingen mulighed for at forudse eller gætte, hvad vedkommende vil. Det er en angstprovokerende situation, siger han videre.
En række politikredse har den seneste uge og i weekenden fået adskillige anmeldelser om skræmmende klovne. Fænomenet er opstået i USA og har siden spredt sig til blandt andet Danmark.
Også Sverige har været plaget af klovne, der forskrækker og skræmmer folk på gaden.
I årtier har klovne indtaget en rolle i gyserfilm, hvor de ofte har hugtænder, zombietræk eller er vanvittigt sminket.
- Som det tidligere er blevet sagt: "Der er intet sjovt ved en klovn i måneskin." Det handler om kontekst, siger Mathias Clasen og uddyber:
- Det er ikke nødvendigvis særligt for klovnen som figur, men klovnen er særligt god til at være fleksibel, så den kan underholde til børnefødselsdag, men lynhurtigt kan blive uhyggelig og skræmmende ved at skrue lidt på trækkene.
/ritzau/