J. K. Rowling: ’Harry Potter and the Deathly Hallows’, udgivelse 21. juli 2007, Bloomsbury. 607 sider, 179,90 kroner. Udkommer på dansk 10. november 2007 kl. 00.01, formentlig med titlen ’Harry Potter og dødsregalierne’, Gyldendal, 329 kroner.
Vi har vidst det lige fra starten: At denne syvende og sidste bog - Harry Potter and the Deathly Hallows – ville komme til at handle om det endelige opgør mellem troldmandslærlingen Harry Potter og den onde Lord Voldemort. Hvorfor er der så grund til at læse de godt 600 sider og ikke bare springe til de sidste kapitler af den magiske fortælling med det samme?
Det er der mange gode grunde til.
Forfatteren J. K. Rowling formår på forunderligste vis at spinde en gribende og overraskende fortælling også i dette syvende og sidste bind i serien af Harry Potter-bøger, der første gang så dagens lys i 1997. På trods af forudsigeligheden af den klassiske konflikt handler Harry Potter and the Deathly Hallows om mere end blot en sort-hvid kamp mellem det gode og det onde. Den handler om jagten på sandheden – den rigtige sandhed – og ikke blot den version, man vælger at tro på; om det godes triumf, uskyldens magt og trangen til at blive ved med at stå imod, alt sammen symboliseret i Drengen der levede , Harry Potter.
Man kunne godt have frygtet, at denne syvende og sidste bog ville blive en opsamling, en afrunding af de mange, mange begivenheder, der har udspillet sig i de seks andre bøger. Men den er krydret med nye overraskelser og afsløringer; nye sandheder.
Død og dysterhed fra starten
Inden forstanderen på Hogwarts, Albus Dumbledore, døde i det sjette bind af serien fik Harry en opgave: Han skal finde og ødelægge de magiske genstande – hocrux er – hvor den onde Lord Voldemort opbevarer dele af sin sjæl. Derfor vender Harry, Ron og Hermione ikke tilbage til Hogwarts efter sommerferien, der ellers har skabt genkendelige rammer for læseren gennem de første seks bøger. Der er derfor ingen tur med Hogwarts-ekspressen, ingen ny og skummel underviser i Forsvar mod Mørkets Kræfter og ingen Quidditch-kampe, der ellers har været en fast og oplevelsesrig bestanddel i det magiske univers.
Det syvende bind i serien er den store finale, og allerede fra første side bliver døden og dysterheden malet frem i mørke farver. Jeg forstår disse ting, jeg ikke har forstået før. Jeg skal være den, der dræber Harry Potter, siger Lord Voldemort i det første kapitel.
Efter et kort gensyn med familien Weasley drager Harry, Ron og Hermione ud på egen hånd, og det viser sig ikke kun at blive en ydre kamp for at undgå at blive opdaget af Voldemorts dødsgardister, men også en indre kamp mod tvivlen, en kamp for sandheden, en kamp om loyalitet. Det er ikke kun de onde fra Voldemorts følge, som de gode helte skal frygte. Det er også den onde vilje og ondskabens kompleksitet; det er usikkerheden over aldrig helt at kunne vide, hvem man kan stole på. Selv uden at slutte sig til Voldemort kan de nærmeste og bedste venner alligevel vise sig at svigte. Disse nuancer gør, at bøgerne kan læses – og bliver læst – af voksne i mindst lige så stor udstrækning som af børn.
Undervejs på de tre venners søgen efter hocrux er, dukker flere detaljer op fra tidligere – nogle endda fra flere år tilbage – og giver pludselig ny mening. De mange tråde, der skal bindes sammen, gør dog også fortællingen en smule langstrakt til tider, og selvom det er forunderligt – og kræs for inkarnerede Harry Potter-fans – at opdage, hvordan alting giver mening, er det lige før, at J. K. Rowling har haft lidt for mange ambitioner om at trække tidligere hændelser frem igen. De helt store dramaer er koncentreret i få sekvenser, hvilket gør læsningen af bogen en smule ujævn.
Ondskabens kompleksitet
Betydningen af the Deathly Hallows , som forventes oversat til dødsregalier , når bogen udkommer på dansk til november, afsløres først over halvvejs i bogen. De tre genstande med en særlig forbindelse til døden er lige ved at distrahere Harry, Ron og Hermione fra at finde hocrux erne, der skal hjælpe til at besejre Lord Voldemort.
J. K. Rowling har en fantastisk evne til at fastholde læseren ved brug af et relativt simpelt, litterært træk, hvor hun i slutningen af kapitel skaber ny spænding og fanger nysgerrigheden med en cliffhanger; nye spørgsmål eller en ny udvikling i begivenheder gør, at man bare må læse videre for at finde ud af, hvad der sker.
Og selv de lidt langstrakte scener bygger op til den store konfrontation mellem Harry Potter og Lord Voldemort, som finder sted på Hogwarts. Inden da har de før så onde Malfoys – hvor Harry Potter og sønnen Draco Malfoy har haft deres række af sammenstød på Hogwarts – vist menneskelige træk, mens den alfaderlige, nærmest guddommelige – hvis et sådant ord kan bruges om en troldmand – Dumbledore har en lidt mere grumset fortid, end det ellers så perfekte renommé, den tidligere forstander på Hogwarts ellers efterlod sig ved sin død. Harry er rystet over, at det perfekte billede af Dumbledore krakelerer, og han accepterer ikke at skulle vælge hvilken sandhed om sit store forbillede, han skal tro på – også her vil Harry finde den rigtige sandhed.
Masser af magi
Der har længe før bogens udgivelse været spekuleret i, hvem af de centrale hovedpersoner, der dør. Og med den ondskab og det ultimative opgør, der er lagt op til siden de første sider af Harry Potter and the Deathly Hallows , er det ikke nogen overraskelse, at også nogle af de gode må ofre livet. Midtvejs i bogen virker særligt ét dødsfald brutalt på en af dem, vi er kommet til at holde meget af, og som på lykkeligste vis dukker op og redder Harry, Ron og Hermione ud af en frygtelig knibe, men på ulykkeligste vis ikke klarer skærene selv.
Et andet ubesvaret spørgsmål er, hvad der viser sig at være sandheden om professor Severus Snape, som Harry Potter har haft et anstrengt forhold til siden, han startede på Hogwarts. Først var Snape en af de onde, så var han alligevel en af de gode, men siden hen var han atter ond. Nu kommer den store forkromede forklaring frem om Severus Snapes gøren og laden.
Bogen har en epilog, der vender tilbage til nogle af hovedpersonerne 19 år efter afgørelsen. Den virker som et lidt underligt vedhæng, men måske efterlader den en åbning for, at J. K. Rowling på et tidspunkt kan genoptage fortællingen om den magiske verden.
Der er altså mange gode grunde til at læse ’Harry Potter and the Deathly Hallows’. Den overrasker, imponerer og tager pusten fra én. Og så er det bare en helt eventyrlig fortælling om kærlighed, venskab og loyalitet; med troldmænd, hekse – en enkelt drage – og masser af magi.
Få svar på:
Andre gode grunde til at læse Harry Potter and the Deathly Hallows :
• Hvem kysser Harry Potter med?
• Hvem var håbløst forelsket i Harrys mor, Lily?
• Hvad sker der med Harrys muggle-familie, tante Petunia, onkel Vernon og fætter Dudley?
• Hvad har Dumbledore testamenteret til Harry, Ron og Hermione?
• Lykkes det Harry, Ron og Hermione og bryde ind i den stærkt bevogtede bank, Gringotts.