Formanden for Akademikernes A-kasse, Allan Luplau, og to næstformænd trækker sig den 4. januar.
Det oplyser a-kassen i en pressemeddelelse.
Det vil ske på et ekstraordinært repræsentantskabsmøde. Her vil formandskabet trække sig, så der kan vælges en ny formand.
- En samlet bestyrelse i AKA (Akademikernes A-kasse, red.) takker formandskabet bestående af Allan Luplau (formand), Bolette Sillassen og Ole Helby (næstformænd) for en flot indsats for AKA, skiver a-kassen i meddelelsen.
Desuden har den konstituerede direktør Britt Dyg Haun og sekretariatschef Line Verbik Byriel allerede mandag fratrådt deres stillinger. Det sker ifølge a-kassen "efter gensidig aftale med bestyrelsen".
A-kassen skriver, at fratrædelsen skyldes "det pres, de har været under, kombineret med et behov for ledelsesmæssigt at give AKA en frisk start".
Vicedirektør Mette Gregersen konstitueres som administrerende direktør frem til ansættelsen af en ny administrerende direktør, oplyser a-kassen.
Fratrædelserne kommer efter flere måneders turbulens i a-kassen i kølvandet på, at a-kassen i september besluttede at fyre den daværende administrerende direktør Michael Valentin.
Ifølge Ekstra Bladet er den tidligere direktør to gange blevet meldt til politiet.
Blandt andet er der beskyldninger om betalte middage i hans private villa på Frederiksberg og en privat fødselsdagsfest i landets største a-kasses lokaler.
Desuden beskyldes Michael Valentin for at have modtaget returkommission i form af vinrejser.
A-kassen oplyser, at den blev opmærksom på en række forhold omkring hans dispositioner og ledelse i a-kassen.
Derfor bad Akademikernes A-kasse sit revisionsfirma om at gennemgå alle forhold omkring Michael Valentins økonomiske dispositioner i a-kassen.
Desuden blev der igangsat en ekstern advokatundersøgelse.
- I den over 100 sider lange advokatundersøgelse lyder konklusionen, at hverken bestyrelsen, formandskabet eller den tilbageværende ledelse kan drages til ansvar for de forhold, som førte til afskedigelsen af den tidligere direktør, skiver a-kassen i sin pressemeddelelse.
På baggrund af undersøgelsen har a-kassen iværksat ”nødvendige juridiske skridt” mod Michael Valentin. Den kommer dog ikke ind på hvilke, da det ifølge a-kassen ikke er lovligt at offentliggøre.
A-kassen skriver, at hverken Mette Gregersen, Britt Dyg Haun eller Line Verbik Byriel er en del af den sag, som nu får et juridisk efterspil.
/ritzau/