Mandag blev Keld Heick 79 år og fejrede den store dag under varmere himmelstrøg med Hilda på Gran Canaria.
Da den helt store dag først kommer i 2026, blev fejringen stille og rolig i de 24 graders solskin.
- Vi sidder nede på Gran Canaria. Vi skal ud og spise lidt god frokost med nogle gode venner, som også er hernede. Så er der egentlig ikke de store planer, vi skal bare hygge os, forklarede Keld Heick til ugebladet HER & NU, hvor han også løfter sløret for Hildas praktiske gave.
- Hilda har givet mig et par solbriller. Hun siger, at jeg altid køber sådan nogle billige solbriller. Nu har jeg fået et virkelig lækkert par fra Rayban. Det er de bedste solbriller, jeg nogensinde har haft, fortæller den tilfredse fødselar.
Dansktopparret fortsætter med deres koncertturné indtil februar næste år, hvorefter det er planen at gå på pension.