Daniel Sjölin er navnet på en kendt svensk tv-vært på litteraturprogrammet 'Babel'. Men det er også navnet på hovedpersonen i Sjölins nye roman 'Verdens sidste roman', der udkommer mandag.

Bogen har vakt intens debat i Sverige om, hvad en roman er, og hvor meget den må ’stjæle’ fra virkeligheden.

Bogen skildrer tv-værten og forfatteren Daniel Sjölin – en narcissistisk og stærkt alkoholiseret mediepersonlighed uden venner, der nærer et brændende had til alle mennesker omkring sig.

I Sverige har mange haft svært ved at skille romanens Daniel Sjölin fra virkelighedens:

»Et par af mine kolleger har spurgt, om vi skulle gå ud og drikke en øl og snakke om, hvordan jeg havde det efter at have læst bogen. Men der er også mange, som ikke har læst bogen, som er blevet meget vrede. De har hørt, at den handler om den her selvoptagede tv-vært, der skriver om sig selv og fremstiller sig selv som alkoholiker og hader alt og alle. Og så tror de, at det er mig,« fortæller Daniel Sjölin, der i virkelighedens verden hverken virker synderligt vred eller alkoholiseret.

Romanens død

I romanen møder vi hovedpersonen Daniel Sjölin, mens hans mor er ved at dø på et hospice, og han selv er ved at drikke sig ihjel.

Midt i sin nedtur har den fordrukne forfatter en klar mission: Han vil aflive romangenren, som han mener har mistet sin berettigelse. Han vil skære alt det falske fra og nå ind til de ægte følelser.

Af samme årsag ignorerer 'Verdens sidste roman' alle litterære regler om en stringent handling, og bogen bedrager læseren ved at springe mellem hovedpersonens realistiske betragtninger, slørede tvangstanker og højtravende tankespind. På den måde er sproget bogens egentlige hovedrolle, forklarer Daniel Sjölin:

»Jeg synes, man skal bruge og udfordre sproget. Det er ikke sekundært i en roman, men det bliver tit fremstillet som, at litterært sprog skal være klart og tydeligt og ikke må forstyrre plottet i romanen. Men så er det bare ikke litteraturen, der er vigtig, men i virkeligheden den debat, som romaner rejser i medierne. Jeg synes altid, at sproget er det vigtigste i sig selv.«

Svenske kritikere har udråbt Daniel Sjölin til en af tidens mest lovende forfattere, men romanen har også delt vandene. For kan man virkelig slå romangenren ihjel?

Grænseoverskridende

Både ja, og nej. ’Verdens sidste roman’ er en roman, om end en grænseoverskridende en af slagsen, og det er faktisk også meningen.

Idéen til bogen opstod som en irritation over tidens bekendelseslitteratur, hvor kendisser og forfattere hæmningsløst fortæller intime detaljer fra deres privatliv.

»Jeg forstår personligt ikke, at folk skriver om deres inderste følelser og skildrer deres nærmeste familie og venner. Denne her bog er et forsøg på at iscenesætte den forfatterrolle uden at udlevere nogle personer, jeg kender. Jeg har heller ikke tålmodighed til kun at skrive om folk, jeg kender, for jeg springer mellem alle mulige emner,« siger Daniel Sjölin.

Selvom han afviser, at romanen er direkte selvbiografisk, erkender han, at den er inspireret af hans egne tanker og til dels også hverdag som tv-vært. For det er præmissen for alle forfattere, mener han:

Narcissistisk røvhul

»Som forfatter kan du ikke tro, at det ikke er dig selv, det handler om, bare fordi du for eksempel skriver om en død konge af Danmark. Det er dig egen fortræffelighed, du skriver om. Alle forfattere er per definition narcissister og det, de skriver, er et aftryk af dem selv. Man er et selvoptaget røvhul, og man har ret til at være det, når man skriver,« siger Sjölin, hvis hovedperson netop er indbegrebet af en selvcentreret forfattersjæl, som ikke kan sætte sig ind i andre menneskers situation.

I Sverige er Daniel Sjölins roman af anmeldere blevet beskrevet som hyper-realistisk fiktion. Men diskussionerne om, hvorvidt den bryder med romangenren fortsætter.

I sit hjemland har Sjölin endnu ikke forklaret, hvad meningen med hans bog er. Men han vil godt forklare det til danske medier, hvor han stadig er et ubeskrevet blad.

»Jeg vil jo ikke have, at morgenaviserne citerer mig for at sige: Den handler i virkeligheden om et svigt af et menneske. Så er det bedre, at de skriver, at jeg har skrevet en bog om autencitet, og at det skaber en debat om, hvad man kan tillade sig inden for romanens rammer. Og hvad romanen kan bruges til som genre. For så er min mission faktisk lykkedes.«

’Verdens sidste roman’ er netop udkommet