Den veldrejede realitystjerne og model Kim Kardashian er så forelsket i kæresten, Kanye West, at hun allerede drømmer om børn.
Parret har været sammen de sidste seks måneder, men Kardashian føler sig allerede sikker på, at "Stronger"-rapperen skal være far til hendes børn.
- Jeg vil virkelig gerne have børn, fortæller den smukke stjerne i det amerikanske talkshow "The view".
- Jeg har altid gerne villet have børn, men tidligere gav jeg mig ikke tid til at finde den rigtige person at få dem med, siger den brunøjede skønhed.
Heldigvis mener Kardashian selv nu, at hun har fundet den mand, som hun kan være sammen med resten af livet.
- I en perfekt verden ved man, når man har fundet sin eneste ene. Jeg tror, jeg har fundet min, siger hun ifølge femalefirst.co.uk.
Teknisk set er Kim Kardashian stadig gift med sin eks, Kris Humphries. Men selvom deres ægteskab kun varede i 72 dage, er det ikke en oplevelse, som realitystjernen fortryder.
- Jeg fortryder sjældent noget. Oplevelsen har formet mig, og jeg er en helt anden person i dag. Jeg tror også, at alle mennesker, som kendte mig før, bedre kan lide, hvem jeg er i dag, fortæller den 31-årige Kardashian.
/ritzau/