Siden tidernes morgen har søvndrukne børn slæbt sig i skole lidt i otte hver dag. Men det skal måske snart være slut for nogle af eleverne.
Forældreforeningen Skole & Forældre foreslår nu, at forældrene skal kunne bestemme, hvornår deres børn skal møde, og hvornår de skal på ferie.
Det skriver Jyllandsposten.
"De fleste forældre har fleksible arbejdstider. Derfor mener vi, at skolen skal følge med og blive mere fleksibel," siger forældrenes formand, Benedikte Ask Skotte, til avisen.
Og det er der rent lovgivningsmæssigt ikke noget i vejen for. Kommunerne bestemmer nemlig selv, hvornår skolerne holder ferier. Kun sommerferien ligger fast. Den skal starte den sidste weekend i juni. Men ellers er der frit slag, og det er det, forældrene vil udnytte.
Ideen om fleksibel mødetid, er formanden for Skolelederne, Anders Balle, positiv overfor. Til gengæld er han mere skeptiske overfor frie ferier.
"Vi skal være fleksible, men ikke for at behage elever, der gerne vil sove længe, eller fordi forældrene gerne vil på ferie," siger han til Jyllandsposten.
Han mener, at det er vigtigt, skolen markerer sig overfor forældrene, der skal indrette sig efter skolen og ikke omvendt.
Undervisningsminister Tina Nedergaard (V) vil som udgangspunkt ikke blande sig i, hvordan folkeskolerne planlægger deres ferier. Men hun påpeger, at der er brug for mere fællesskab i skolerne og ikke det modsatte.