Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.
Hvert år må mere end 7000 børn på skadestuen, fordi de har brækket en arm eller fået mere alvorlige skader efter et uheld på havetrampolinen. To ud af syv henvendelser på skadestuen med skader fra trampoliner gælder knoglebrud. Da Sikkerhedsstyrelsen i 2012 undersøgte danskernes trampolinvaner, havde 36 procent af alle danske husstande en havetrampolin. Hver ottende ejer af en havetrampolin oplyste, at trampolinen havde været årsag til ulykker.
Børneulykkesfonden, Sikkerhedsstyrelsen og Forbrugerrådet Tænk samarbejder om kampagnen "Hop med hovedet", der skal bringe gode trampolinvaner ud til danske børn og voksne. På baggrund af viden om, hvordan børn oftest kommer til skade på trampoliner, har parterne udarbejdet fem gode råd til sikre trampolin-hop.
- Før man begynder at bruge trampolinen, er det vigtigt at kende de gode råd om, hvordan man bruger trampolinen sikkert.. Oftest er det ikke trampolinens skyld, når børn kommer til skade, men skyldes forkert brug af trampolinen. Forældrene skal dog alligevel huske jævnligt at give trampolinen et sikkerhedstjek, siger Lone Hansen, der er kommunikationskonsulent i Sikkerhedsstyrelsen.
Sikkerhedsrådene er udformet ud fra erfaringerne for, i hvilke situationer der oftest sker uheld på havetrampoliner. Rådene er enkle, men vigtige at overholde, hvis man vil undgå at komme til skade.
Det er sikrest at hoppe en ad gangen. Hvis flere vil hoppe samtidig, så sørg for, at det er børn af samme højde og vægt.
Trampoliner bør altid være forsynet med sikkerhedsnet, så det ikke ved et uheld kan lade sig gøre at hoppe ud over kanten.
Saltomortaler og kolbøtter er sjove, men de kan give skader på nakke og ryg, hvis man lander forkert. Derfor lyder opfordringen, at man aldrig bør slå saltomortaler.
Når børn op til seks år hopper på trampolinen, bør der være en voksen sammen med dem. Små børn har svært ved at styre bevægelserne og landingerne på trampolinen, og de er også mest udsat for knoglebrud og andre skader.
Forældrene bør før det første hop tjekke, at trampolinen er sikkerhedsmæssigt i orden. Den skal også have et jævnligt sikkerhedstjek både af dugen, sikkerhedsnettet, samlingerne og underlaget.
Man kan finde de gode råd om sikker brug af trampolinen på www.hopmedhovedet.dk, hvor der også kan hentes et gratis spil til iPhones og Android-telefoner. Desuden vil der i den kommende tid blive vist en kampagnefilm forud for børnefilm i biografer og på mange af landets skadestuer. Filmen, som har kampagnens ambassadør, Jeppe Vig Find, i front, viser børnene, hvordan de får en sjov oplevelse på trampolinen uden ulykker.
-----------
FAKTABOKS 1
De 5 gode trampolinråd
Hop altid én ad gangen
Brug sikkerhedsnet
Slå aldrig saltomortaler
Børn under seks år skal have en voksen ved trampolinen
Husk at give trampolinen et sikkerhedstjek jævnligt
FAKTABOKS 2
Tjek trampolinens sikkerhed
Trampolindugen må ikke have skader
Sikkerhedsnettet må ikke have huller
Stativets samlinger skal efterses og evt. efterspændes
Kontroller, at fjedrene ikke er beskadigede
Kantpuderne skal dække over fjedrene
Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.