På trods af, at der blev sat rekord i salget af biler sidste år, bugner statskassen langt fra med indtægterne fra bilafgifter.
I 2011 blev der solgt 10.000 flere privat- og varebiler end i 2007, men alligevel er indtægten fra registreringsafgifter i samme periode dykket fra 24,3 til knap 15 milliarder kroner.
Det skriver epn.dk.
"Indtægterne er ramt af, at folk er meget kreative og finder huller i afgiftssystemet. Demo-modeller og leasingbiler er smutveje, som gør, at statskassen ikke får den afgift, man ville have fået, hvis bilerne var solgt på ordinær vis," siger Torben Kudsk, chefkonsulent i FDM, til hjemmesiden.
Samlet er statens indtægter i snit dykket 29 procent per handlet bil, og det offentliges indtægt for en gennemsnitlig ny bil er til at falde fra 108.000 kroner til 77.000 kroner.
Regeringen har varslet en omlægning af bilafgifterne, men der er dog endnu ikke lagt en fast køreplan for indførelsen.
Ifølge Venstre er der brug for hurtig handling.
"Man skal være varsom med at tale om ændringer af registreringsafgiften, fordi det kan påvirke bilsalget. Som tingene står nu, anbefaler vi, at regeringen får afsluttet omlægningen hurtigst muligt," siger partiets skatteordfører Torsten Schack Pedersen.
Kilde: epn.dk