Børnechecken
Først skulle børnefamilierne forgyldes. I regeringsgrundlaget stod der: »I 2008 skal børnefamilieydelsen forhøjes med 2.000 kroner årligt per barn under tre år.« Men kun en måned efter valget blev tonen en anden: »Jeg kan ikke sige, hvornår den træder i kraft,« sagde skatteminister Kristian Jensen (V). Forslaget er nu udskudt.
Ulandsbistanden
I regeringsgrundlaget fra november 2007 lover regeringen, at:
»ulandsbistanden skal øges.« Men efter pres fra Dansk Folkeparti er den
målsætning nu blevet til, at det er: »regeringens hensigt at øge den
danske ulandsbistand over en årrække.« Oppositionen kritiserer derfor
regeringen for løftebrud.
Skatten
Under valgkampen advarede statsministeren mod et forslag fra
oppositionen om en skattekommission. »Hvorfor vil man mon nedsætte en
skattekommission, hvis man støtter skattestoppet?« skrev Fogh i et brev
til danske boligejere.
Men i sidste uge nedsatte Fogh så den
skattekommission, han selv har advaret imod. Med undtagelse af
ejendomsværdiskatten er »alt i spil«, siger kommissionens formand.
Dansk Folkeparti kalder det vælgerbedrag, at boligejerne alligevel ikke
er fredet.
Hjælpen til ufrivilligt barneløse
Tre dage før valget lovede daværende familieminister Carina
Christensen (K), at ufrivilligt barnløse skulle have gratis hjælp til
at få andet og tredje barn ved hjælp af kunstig befrugtning.
Men
nu afviser både sundhedsministeren og velfærdsministeren at indfri
løftet. Landsforeningen for Ufrivilligt Barnløse og oppositionen
anklager derfor regeringen for løftebrud.