Selv om Naser Khader søndag for første gang kaldte Anders Fogh Rasmussen for Ny Alliances statsministerkandidat, kunne Fogh godt bruge en klarere besked.
- Jeg kunne klart ønske mig en tydeligere og mere præcis melding fra Ny Alliance. Men der kom i hvert tilfælde et skridt i den rigtige retning i går ved, at de peger på mig som statsminister. Men det er selvfølgelig klart, at hele den der snak om dronningerunder og så videre er med til at sløre billedet, siger Fogh ifølge Nordjyske.dk.
Statsministeren vil ikke give svar på, om Ny Alliance får den dronningerunde, som Naser Khader dog fastholder, at partiet vil have.
Det afhænger af valgresultatet, lyder det fra Fogh.