Danmarks statsminister er en debatteret mand på de danske blogs. Det viser en ny opgørelse fra den danske blogportal Overskrift.dk, der har opgjort, hvor mange gange de ni partiledere bliver debatteret på blogs.
Opgørelsen er lavet fra 24. oktober til 6. november, og her blev Anders Fogh Rasmussen (V) omtalt omkring 1.300 gange. Han tegnede sig dermed for 43 procent af omtalen, og det er mere en dobbelt så meget som rivalen til statsministerposten, Helle Thorning-Schmidt.
Hun tager 19 procent af omtalen, mens den nyeste i flokken blandt partiledere, Naser Khader, tager tredjepladsen. Nederst på listen finder vi Line Barfoed fra Enhedslisten, der ikke engang kan tegne sig for en enkelt procent af omtalerne. Lige over hende ligger Kristendemokraternes Bodil Kornbek.
Listen siger ikke noget om, hvorvidt omtalen på de danske blogs er positiv eller negativ.
Hvis man trækker de 200 politiske blogs fra, som bestrides af danske politikere, så haler Helle Thorning-Schmidt en smule ind på rivalen fra Venstre. Men Anders Fogh er stadig omtalt dobbelt så mange gange, som socialdemokraternes dronning.
Den samlede liste ser sådan her ud:
Anders Fogh: 43 procent
Helle Thorning-Schmidt: 19 procent
Naser Khader: 16 procent
Bendt Bendtsen: 6 procent
Pia Kjærsgaard: 5 procent
Villy Søvndal: 5 procent
Margrethe Vestager: 5 procent
Bodil Kornbek: 1 procent
Line Barfoed: 0 procent