"Jo før FN kan nå en beslutning, jo bedre," skriver Anders Fogh Rasmussen på sin Twitter- og Facebook-profil.
NATO-generalsekretæren er utålmodig og opdaterer sine profiler med udsagn om Libyen. Han opfordrer FN til snarest muligt at komme med en beslutning, og angiveligt gerne én, der tillader NATO at gå ind i Libyen.
I sin sidste opdatering understreger han igen, at NATO står klar til at bekæmpe uretfærdighederne i Libyen, hvis der er klart lovmæssigt grundlag, et FN-mandat og støtte fra de ramte regioner.
Det var de tre regler, NATO satte for sig selv, da de holdt møde om Libyen for en uge siden. Dem holder de altså fast i, selvom det synes mere presserende end nogensinde at få Gaddafi til at stoppe sine angreb på de libyske oprørere.
"Hvis Gaddafi sejrer, vil det sende et klart signal om, at vold betaler sig," skriver Anders Fogh Rasmussen.
NATO har allerede øget luft- og vandovervågningen af Libyen.