Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) er mig en større og større gåde – og må være ellers tro Venstre-folk en voksende skuffelse. Vi har, både umiddelbart før og efter valget blev udskrevet, set en statsmand, der er både principløs, bange og usynlig.
Dagen før valget blev udskrevet, besluttede Anders Fogh Rasmussen at asylfamilier kunne bo udenfor centrene. Der var tale om en kynisk og beregnende kovending, der tjente ét eneste formål: At øge Foghs chancer for genvalg. Statsministeren har i årevis forfægtet det synspunkt – og ment, må man tro – at det ville undergrave dansk asylpolitik, hvis de afviste asylsøgere fik mulighed for at skabe sig et liv udenfor centrene.
Pludselig mente han noget andet – ganske som da han, i et tilsvarende hykleri, trak danske soldater hjem fra Irak i august, til trods for at han gentagne gange havde lovet at tropperne blev til ?arbejdet var gjort færdigt?. I dette tilfælde var formålet at skabe de bedste forudsætninger for et planlagt valg i september.
Nu er valgkampen så i gang – og statsministeren ønsker ikke, fordi det ikke er ?seriøst nok?, at mødes med Helle Thorning-Schmidt i hal-duel med et stort publikum.
Der må være tale om en stor, tyk løgn. Fogh mødtes med stor glæde med Mogens Lykketoft under valgkampen i 2005; her kunne han, siges det, slet ikke få dueller nok, ganske fordi han var sikker på at trækker sig sejrrigt ud af mødet med den mere kluntede Lykketoft.
Anderledes er det med Helle Thorning-Schmidt, hvis politiske tyngde man altid, og med god grund, kan diskutere, men eminent i debatter er hun, og sandheden er, at Helle Thorning-Schmidt – selv om det dårligt kan aflæses i meningsmålingerne – er en truende modstander.
Under alle omstændigheder er det uklædeligt, at Fogh ikke tør mødes med Thorning foran publikum. Foghs manglende mod viser at vores statsminister, hvis enestående resultater ingen, uanset politisk ståsted, kan betvivle, er presset – og slidt.
I valgkampen er han reelt uden dagsorden. Han gemmer sig – sidst vi så ham, var det i løb med en prustende Lars Løkke Rasmussen bagefter. Han siger ingenting, mener ingenting, fremfører ikke længere nogen visioner for nationen, taler ikke om smagsdommerne, om en anderledes stat, om velfærd, om børn, om værdier; han taler ikke om noget som helst, han gemmer sig, og håber at det er nok til at blive valgt, og det er det måske, men jeg savner en statsminister, der siger noget, tror på noget, drømmer, har visioner, håber, banker derudad, lever og ånder – og som man kan være enig eller uenig med.