Hun har allerede været i rampelyset som både skuespiller og model, men aldrig i "Vild med dans".
Faktisk er May Lifschitz den allerførste transkønnede, som danser ud på gulvet i den bedste sendetid i det populære program, hvor hun danser med Mads Vad.
- Jeg vil vildt gerne lære at danse. Det har jeg altid gerne villet, siden jeg var helt lille. Jeg har altid gerne ville gå til dans, men jeg blev født i Argentina med en far, som syntes, jeg skulle gå til de sportsgrene, der passede til det køn, jeg er blevet tildelt ved fødslen. Fodbold, basket, hockey...
- Jeg stod bare i hjørnet og surmulede og ønskede, jeg havde gået til dans i stedet. Det fik jeg aldrig lov til, smiler May Lifschitz til Avisen.dk.
For hende er det vigtige ikke, at hun er transkønnet i programmet, - men hun håber at bane vejen for andre.
- Jeg håber bare at skabe en plads på en platform, der bare når vildt langt ud og hjem i stuerne, hvor man måske ikke lige har mødt en transkønnet person før. Så får folk måske en forståelse for, at vi ikke er så stygge og farlige, smiler May Lifschitz, som altså nu får opfyldt sin store drøm.
Ud over karrieren som model, der begyndte, da May Lifschitz var bare 16 år gammel, så har hun også medvirket i flere film og tv-serier.
Synes du, du har set hende på skærmen for nylig, så er det sikkert i serien "Orkestret".