Team Saxo Banks Jonas Aaen Jørgensen var med til åbne Giro d'Italia, da han kørte ud på åbningsetapen - en enkeltstart over 8,7 kilometer i Herning - klokken 15.42 lørdag eftermiddag.
Bare 11 minutter og 23 sekunder senere var dagens arbejde overstået for Aaen Jørgensen, der en kort overgang var hurtigste rytter i det kraftige blæsevejr.
- Det var modbydeligt. Specielt de sidste tre-fire kilometer var modbydelige. Det er helt sikker dér, at enkeltstarten bliver afgjort. Det bliver spændende, at se afgørelsen på fjernsyn, siger Jonas Aaen Jørgensen.
Allerede da østrigske Bernhard Eisel - der startede lige efter Saxo Bank-rytteren som nummer fire - kørte over målstregen, blev danskeren skubbet væk fra Giroens førsteplads.
Jonas Aaen Jørgensen havde da heller ikke regnet med, at han ville spille nogen rolle på åbningsetapen.
- Førte jeg etapen? Det vidste jeg ikke. Men det er da sjovt, at jeg har ført første etape.
- Jeg gav den en skalle, men jeg ved godt, at jeg ikke skal kæmpe med om sejren i dag. Det er jeg helt klart over, siger Jonas Aaen Jørgensen.
Han regner dog med, at forholdene og ruten er perfekt for det danske håb, Alex Rasmussen, der kører ud på enkeltstarten klokken 19.01:
- Jeg tror, at det hele passer godt til en komplet rytter som Alex.