FOA er efter nogen tøven klar til at sætte sig til handlingsbordet for at finde de 15 milliarder kroner, der skal til for at få oppositionens økonomiske plan til at hænge sammen.
"Når S og SF indkalder til trepartsforhandlinger efter et valg, er vi parat til at deltage i det og lægge en række forslag frem til, hvordan man kan skaffe flere arbejdstimer. Vi er ikke med på at lave den 38. arbejdstime som fast obligatorisk for alle," siger formand FOA-formand Dennis Kristensen til Newspaq.
Derimod vil FOA gerne finde nogle gulerødder, der gør, at folk vil arbejde mere.
Et bud kunne være at gøre det lettere at sælge den femte ferieuge.
"Man kan i dag få udbetalt den femte ferieuge, men det er meget besværligt. Derfor lægger vi det ud til medlemmerne, om det skal være en ret at få den udbetalt. Men det skal aldrig være en pligt," siger Dennis Kristensen.
FOA, der repræsenterer godt 200.000 offentligt ansatte bl.a. sosu'er, går også efter at få oprettet flere seniorstillinger.
"Mange af vores efterlønsmodtagere er aldrig blevet spurgt, om de havde lyst til at blive længere. Og mange ville gerne være blevet længere på arbejdsmarkedet, hvis der var blevet vist interesse for dem," siger Dennis Kristensen.
Det samme gælder deltidsansatte. 14 procent af FOA's deltidsansatte vil gerne have et fuldtidsjob, men siger, at de ikke kan få det.
"Hvis det er det samme på andre områder i det offentlige er det 20.000 job, der ligger og venter her," siger FOA-formanden.
Forbundet fremlægger i dag debatoplægget "Flere hænder", som nu sendes ud til FOA's medlemmer.
"Skal lønmodtagerne arbejde mere, skal de have nye rettigheder. Det gælder større tryghed og mere indflydelse. Desuden skal man som lønmodtager have ret til at variere sin arbejdstid."
Dennis Kristensen mener ikke, at der er tale om en kovending i forhold til tidligere udmeldinger.
"Vi siger bare, at det ikke er interessant at hæve arbejdstiden for alle, dels skal der gulerødder til, og dels at der er brug for, at det diskuteres med dem, det handler om, nemlig lønmodtagerne."