FN-inspektørerne i Syrien har afsluttet deres undersøgelser i Damaskus, siger en FN-talsmand.
Inspektørerne vil fremskynde deres analyser, men uden at svække kvaliteten af deres analyser, skriver Reuters.
Meldingen fra inspektørerne kommer samtidig med, at USA's udenrigsminister, John Kerry, gør sig klar til at holde en pressekonference om situationen i Syrien.
Der blev torsdag skabt tvivl om, hvorvidt der vil komme en hurtig reaktion fra Vesten på det kemiske angreb, der angiveligt har været udført mod civilbefolkningen i Damaskus' forstæder, da det britiske parlament torsdag aften stemte imod en militær operation.
/ritzau/Reuters