Et politisk flertal på Christiansborg melder sig nu klar til at indføre en såkaldt certificeringsordning for kræftkirurger. Det skriver Berlingske.
Det skal være med til at dokumentere, at kirurgerne har de fornødne kompetencer, så patienterne kan være sikre på, at lægerne kan deres kram.
Det er regeringen samt Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, der udgør det politiske flertal.
- Der har været nogle sager, hvor lægerne ikke har været dygtige nok, hvilket er gået ud over patienterne.
- Derfor er det nødvendigt med en test og en certificeringsordning, så vi kan være sikre på, at lægerne er tilpas dygtige nok, før de slippes løs på patienter, siger Liselott Blixt (DF), formand for Folketingets sundhedsudvalg, til Berlingske.
I første omgang gælder forslaget kun for kræftkirurger.
Flere andre partier presser dog på for at få en lignende ordning for læger med andre specialer.
Flere fremtrædende læger efterlyste for nylig en certificeringsordning for speciallæger. Den skal dokumentere, at lægerne holder sig opdaterede med de nyeste behandlingsmetoder.
Kravet kom efter en række sager, hvor patienter blev fejlbehandlet og oplevede komplikationer.
I flere af sagerne har udenlandske læger været involveret. En opgørelse fra Sundhedsstyrelsen viser, at læger, som er uddannet i udlandet, udgør en relativt stor andel af medarbejderne på danske sygehuse.
Sundhedsminister Sophie Løhde (V) var tidligere modstander af en certificeringsordning. Men nu melder hun sig også klar til at lave en ordning i forbindelse med forhandlingerne om den kommende kræfthandlingsplan.
- Vi skal ikke lave en certificeringsordning for alle speciallæger, men inden for nogle specialer kan det give god mening at arbejde mere systematisk med lægernes faglige kompetencer. Det gælder eksempelvis på kræftområdet, siger hun til Berlingske.
/ritzau/