Overvagtmester i Folketinget Patrick Odvig har i 21 år serviceret Folketingets medlemmer. Opgaverne er mange, men specielt én er de seneste par år vokset gevaldigt i omfang. Enhver folketingspolitiker med hang til medieomtale har nemlig tillært sig én bestemt sætning: ’Jeg vil nu kalde ministeren i samråd’.
»Og for hvert åbent samråd skal der stilles optageudstyr på plads, der skal findes ekstra stole, og presse og gæster skal registreres,« forklarer Patrick Odvig og tilføjer, at antallet af åbne samråd er steget.
Og det har han helt ret i. Antallet er nærmest eksploderet.
Rituel stammedans
Siden folketingsåret 2002-03, da der var 57 åbne samråd, er antallet steget år for år. Nye tal viser således, at der i folketingsåret 05-06 var ikke færre end 388.
Og når samrådene gøres åbne, forsvinder den konstruktive debat, advarer flere ministre. En af dem er forsvarsminister Søren Gade (V):
»Ved et åbent samråd er det ren ’show off’ og rituel stammedans for både ministeren og folketingsmedlemmerne. Begge parter har et budskab, som de skal ind og forsvare, og derfor flytter de ikke på noget. Åbne samråd er til for medierne, mens man på de lukkede kan få en ordentlig drøftelse med politiske modstandere,« siger Søren Gade og tilføjer, at hans egen attitude også ændrer sig, når han går i et åbent samråd.
»Jeg har jo forberedt mig minutiøst, for jeg ved, at hvis jeg kvajer mig, så bliver det bragt i verdenspressen.«
Tidsspilde
Og Søren Gades ministerkollega i Undervisningsministeriet, Bertel Haarder, er enig. Selvom han lige som Søren Gade ikke vil beklage sig over ’inflationen i åbne samråd’, mener han, at det i nogle tilfælde nærmer sig tidsspilde, når han for åbent tæppe må krydse klinger med uddannelsesordførere fra partierne til venstre for midten.
»Det er medlemmernes gode ret at stille spørgsmål. At jeg så selv ville administrere den ret på en anden måde, det er noget helt andet,« lyder den slet skjulte kritik fra Haarder, der tilføjer:
»Det er selvfølgelig menneskeligt, at folketingsmedlemmer bruger lejligheden til at profilere sig selv. Men forskellen på lukkede og åbne samråd er, at på et lukket spørger medlemmerne for at få svar, mens de på et åbent spørger bare for at spørge.«
En vurdering, som Søren Gade godt kan genkende:
»Men jeg vil også vende den om, for som minister svarer du også bare for at svare, hvis samrådet er åbent. Du har på forhånd taget din position og dit standpunkt.«
SF s leder Villy Søvndal kan dog ikke følge de to ministre.
»Vi har en regering, der afviser al kritik med, at der ikke er noget at komme efter . Derfor virker det mærkeligt, at de to efterspørger bedre dialog. Åbne samråd er vores mulighed for at gøre det lidt pinligt for ministrene, hvis de ikke svarer på spørgsmålene.«
Den nye radikale leder, Margrethe Vestager, har som uddannelsesordfører selv siddet i mange åbne samråd med Bertel Haarder. Hun mener, at tonen i et åbent samråd handler meget om, hvilken attitude ministeren møder op med.
»Der skal jo to til en god kop kaffe, men det væsentlige er, om ministeren møder op og signalerer, at udvalget ikke har forstået noget som helst, eller om ministeren signalerer samarbejdsvilje,« siger hun.
Et hvilket som helst udvalg i Folketinget kan kalde en minister i samråd, det vil sige stille et spørgsmål, der skal besvares mundtligt af ministeren. Samrådene kan både være åbne og lukkede for offentligheden og pressen.
I 2003 blev reglerne ændret, så blot tre medlemmer af et udvalg nu kan kræve et samråd åbent.