Antallet af kvinder, som bliver mødre, efter de er fyldt 40 år, er tredoblet på 20 år.
Det skriver Berlingske Tidende.
Sidste år blev 2076 børn født af mødre over 40 år, og det svarer til 3,3 procent af hele årgangen. Det er en tredobling siden 1990 og en fordobling siden årtusindeskiftet, viser tal fra Danmarks Statistik.
Det er især i København og Århus, mødrene er blevet ældre, hvorimod de grånende gravide er næsten ikke-eksisterende i Nordjylland.
Problemet med kvinder, der føder i en sen alder, diskuteres over Hele Europa. For udover et lavt fødselstal resulterer de sene graviditeter også i en række komplikationer for de modne mødre.
"Det giver en lang række udfordringer: For det første er det meget vanskeligt at blive gravid, og hyppigheden af graviditetskomplikationer som svangerskabsforgiftning og akutte kejsersnit stiger med morens alder. Men den stigende fødselsalder er en udvikling, som både vi som fagpersoner og politikere diskuterer," siger Peter Hornnes, ledende overlæge på Hvidovre Hospitals fødeafdeling, til Berlingske Tidende.
I år føder cirka 2.100 danske kvinder et barn, efter de selv har rundet de 40 år