Manglen på lærepladser har fået flere kommuner til at indføre uddannelsesklausuler. De skal være med til at sikre lærlinge på kommunale byggerier.
Siden januar har seks nye kommuner skrevet sig på listen. På landsplan giver det 58 kommuner, der nu har vedtaget uddannelsesklausuler. Det viser en undersøgelse blandt alle landets kommuner, skriver Fagbladet 3F.
- Det er en glædelig nyhed, som jeg håber på fortsætter, så også de 40 kommuner som mangler, kommer på bedre tanker, siger Steen Boesen, uddannelseskonsulent i 3F.
Undersøgelsen viser også, at blandt andet Svendborg Kommune har indført skærpede regler, der skal være med til at sikre, at klausulerne overholdes.
- For at være sikker på, at folk lever op til det de skriver under på, skal vi selvfølgelig foretage en kontrol. Og hvis den kontrol viser, at det ikke er holdbart, jamen så må hammeren falde på en eller anden måde, lyder det fra Flemming Madsen, formand for Udvalget for Miljø og Teknik i Svendborg Kommune.
Overtræder virksomhederne de underskrevne uddannelsesklausuler, kan de risikere en bøde på 100.000 kroner per manglende årsværk.