Adskillige er blevet såret, efter at fodgængere er blevet påkørt af et køretøj i det nordlige Israel torsdag eftermiddag.
Det siger de israelske myndigheder ifølge nyhedsbureauet AFP.
Ifølge politiet er der muligvis tale om et terrorangreb.
Mindst ti personer er ifølge læger på stedet blevet såret, skriver AFP.
En 17-årig pige meldes at være i kritisk tilstand.
- Der er mistanke om, at dette er et terrorangreb. Politistyrker opsnappede et mistænkeligt køretøj og pågreb en, der mistænkes for at være ansvarlig for påkørslen, siger politiet ifølge AFP.
Påkørslen er sket syd for byen Haifa.
Den mistænkte gerningsmand er en 53-årig palæstinensisk mand fra Jenin på Vestbredden, lyder det fra politiet.
Han befandt sig ulovligt i Israel og er gift med en israelsk statsborger, udtaler politiet i en erklæring.
- Foreløbige undersøgelser tyder på, at han bevidst er gået efter civile, der ventede ved et busstoppested, siger politiet ifølge AFP.
Ifølge avisen Times of Israel siger politiet, at den formodede gerningsmand bag angrebet blev dræbt af politiet efterfølgende.
Flere medier skriver, at spændingerne har været høje i de seneste uger, da det israelske militær udfører en større offensiv på den nordlige del af Vestbredden.
Blandt andet er der for første gang i 20 år blevet indsat kampvogne, skriver Reuters.
Mindst 40.000 palæstinensere har ifølge nyhedsbureauet forladt deres hjem i Jenin og det nærliggende Tulkarm siden den israelske offensiv.
/ritzau/