»Hunrådyret hedder en rå, så det er den mest cool hjort, der findes.«

Pernille M. Andersen og Lars Bøgh skal til at dissekere en hjort i auditoriet på Naturhistorisk Museum, og salen er proppet med børn. De er begge en del af museets skoletjeneste, og i dag har Lars trukket nitten. Han får lov at holde bagenden af hjorten, mens Pernille med indædt entusiasme sprætter dyret op. For dem, der sidder på bageste række og derfor ikke får fornøjelsen af rådyrets dunst, fortæller Lars ansigtsudtryk alt. Der lugter af prut, bekendtgør han.

Snaskede blæksprutter

I den anden ende af museet kan børn selv få lov til at dissekere. I dag er det blæksprutter, der er på menuen.

»Sørg for at smøre ærmerne helt op, for det kan godt blive lidt snasket,« forklarer Lilli Larsen, der skal dirigere dissektionerne. Hvert barn får deres egen lille tiarmede blæksprutte og en saks, og så er det bare om at gå i gang.

»Blækspruttens hjerne sidder omkring munden,« fortæller Lilli Larsen, mens børnene prøver at klippe blækspruttens næb af.

»Så de får et fiskeben galt i hjernen i stedet for i halsen,« forklarer hun.

Sjovt – og lidt ulækkert

»Det er sjovt, men lidt ulækkert,« er Anna Louise Saunders dom. Hun er kun 10 år gammel, men lægger en dedikation og koncentration i arbejdet med at skære blækprutten op, som ville være en hjernekirurg værdig.

Mathias Skøtt, seks år, er meget begejstret for blækspruttens rygrad, som ligner gennemsigtigt plastik.

»Må jeg ikke tage den med hjem?« spørger han mor.

Mors entusiasme er til at overse.

»Jeg er bange for, at den kommer til at lugte,« svarer hun.

Lilli bedyrer, at med lidt vand og sæbe bliver den helt ren, så Mathias får lov at beholde sit trofæ.

Når dissektionerne er færdige, får børnene som regel lov til gå amok på blæksprutterne med saksene. Det må på det stærkeste frarådes svage sjæle at overvære denne bløddyrsmassakre.