Fjernstyret angreb koster tre liv i Pakistan

USA har optrappet antallet af droneangreb i Pakistan, hvilket forstærker spændinger i skrøbelig alliance.

En amerikansk drone dræbte lørdag mindst tre militante islamister i Pakistans urohærgede klanområde op til Afghanistans grænse.

- Dronen sendte to missiler mod en bil, som øjeblikkeligt blev omgivet af flammer. Den netop var kørt gennem en landsby omkring 35 kilometer fra Miranshah. Ligene af de dræbte blev fjernet af andre militante, siger en sikkerhedskilde i Peshawar.

Angrebet skete i Datta Khel området i Nordwaziristan, der er kendt som en bastion for al-Qaeda og Taliban.

- Det er ikke umiddelbart klart, hvem der blev dræbt, men området domineres af militsmænd fra Gul Bahadurs group, siger en embedsmand i Peshawar.

- Vi har rapporter om, at der også blev såret to mænd fra Gul Bahadurs gruppe, siger han videre.

Netværket Haqqani i Nordwaziristan, som står bag en række blodige angreb i Afghanistan, er knyttet til al-Qaeda.

USA har længe lagt pres på Pakistan for at få landet til gribe effektivt ind over for netværket, som blandt andet beskyldes for at stå bag et angreb på USA's ambassade for et år siden.

Netværket siges at have forbindelser til dele af pakistanske efterretningstjenester.

Antallet af amerikanske droneangreb er steget markant siden maj. Men angrebene med de førerløse fly, som styres fra Washington, er stærkt upopulære i den pakistanske befolkning.

Pakistan ønsker at få reduceret antallet af angreb og håber at finde "en permanent løsning" på drone-spørgsmålet.

- Ikke alene krænker det vores suverænitet, men det pisker også stemningen op i befolkningen, sagde pakistanske talsmand for nylig i forbindelse med drøftelser i Washington.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.