Fire fiskere blev reddet op af vandet, da en fiskekutter sank tidligt i morges.
Alarmen tikkede ind hos Søværnets Operative Kommando klokken kvart i fem i morges. De kunne ikke komme i kontakt med skibet Tucana, så stabsvagten fortæller, at de bad skibe i området om hjælp. Her var fartøjet Kjølpen heldigvis til stede.
"En kutter i nærheden kommer til assistance og får bjerget fire personer op af redningsflåden, og det held gør, at ingen er omkommet ved ulykken," siger vagthavende hos SOK til Newspaq.
Kutteren befandt sig 30 sømil vest for Hirtshals, og gik ned på 300 meter vand.
Det er endnu uvist, hvorfor kutteren sank til bunds.