Midt i agurketiden er der brug for medarbejdere. I al fald har et agurkegartneri nu genansat sine medarbejdere.
Men det hænger i virkeligheden sammen med, at 3F'ere, der mistede jobbet i forbindelse med en lovlig aktion mod netop Gartneriet Nymarken i Malling ved Århus, er blevet taget til nåde.
Det oplyser ejeren af Gartneriet Nymarken, Lars Kolling.
"Det er noget, som 3F og min organisation GLS-A har bestemt efter reglerne. Jeg aner ikke, om medarbejderne er interesseret i at komme tilbage. Jeg vil ikke chikanere dem. Jeg er spændt på at se, hvordan det skal gå," siger han til Nyhedsbrevet 3F.
3F'erne mistede arbejdet efter en blokade 1. juli, der stoppede produktionen af agurker på gartneriet.
Blokaden skyldes utilfredshed med, at gartneriet har brugt udenlandske vikarer fra firmaet Baltic Workforce til 60 kroner i timen.
Efter fem timers blokade opgav Gartneriet Nymarken samarbejdet med vikarbureauet. Men de 3F'ere, der deltog i aktionen, mistede deres arbejde.
Selvom virksomheden nu genansætter gartnerne fra 3F, dropper landets største fagforbund ikke den faglige sag, som 3F har rejst i Arbejdsretten.
"Det er en meget vigtig sag for os," siger Arne Grevsen, formand for Den Grønne Gruppe i 3F til Nyhedsbrevet 3F.