En bøde på mere end fem millioner kroner står andelsselskabet bag et rabat- og kreditkort til at blive idømt, hvis en dommer i Københavns Byret beslutter sig for at følge kravet fra Bagmandspolitiet.
Helt præcist skal VEKO a.m.b.a. af med 5.350.000 kroner, mener Bagmandspolitiet.
Årsagen er, at selskabet anklages for i den grad at have sjusket med den kontrol, som skal hindre hvidvask af kriminelle penge og finansiering af terror.
Anklageskriftet beskriver i seks forskellige punkter, hvordan reglerne - ifølge Bagmandspolitiet - er blevet overtrådt.
- Bødepåstanden er baseret delt på en opgørelse over, hvad virksomheden har sparet ved ikke at have et hvidvask-beredskab på plads. Og dels på et strafmæssigt tillæg, siger vicestatsadvokat Anders Sejer Pedersen.
Men VEKO a.m.b.a. nægter sig skyldig.
- Beredskabet over for hvidvask har været godt nok, siger forsvareren, advokat Anders Németh.
Og hvis der vitterlig er tale om overtrædelse af reglerne, er det kun nogle mindre formalistiske ting, som slet ikke kan berettige en så stor bøde, mener han.
I flere år har VEKO udstedt kreditkort, som også har givet muligheder for rabat i de cirka 135 tilsluttede forretninger på Vesterbro i København og på Frederiksberg. Kortet blev dog lukket ved udgangen af 2011.
De enkelte butiksejere bag VEKO risikerer dog ikke at hænge på bøden, hvis byretten finder selskabet skyldig. Det skyldes, at det er et andelsselskab med begrænset ansvar.
VEKO anklages blandt andet for ikke at have haft en løbende overvågning af kundeforhold og transaktioner. Desuden er der ikke lavet interne regler om den kontrol, som virksomheder har pligt til at udføre, hævdes det.
Det er første gang, at en domstol skal tage stilling til overtrædelse af de formelle regler. Dommen afsiges 14. september.
Tidligere har en udenlandsk bankfilial i Danmark accepteret et bødeforelæg på 3,7 millioner kroner for ikke at leve op til reglerne.
/ritzau/