Fire alvorligt kvæstet i biluheld

Nordgående spor på Sydmotorvejen tæt ved Farøbroen er spærret efter voldsom trafikulykke.

Fire yngre mennesker er alle alvorligt kvæstede efter et uheld på Sydmotorvejen lidt nord for Farøbroen i Sydsjælland.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

- Vi ved ikke ret meget endnu andet end, at der er tale om en bil med fire personer, der er væltet rundt på vejen. En er blevet slynget ud af bilen, og tre andre har siddet fastklemt i bilen, siger vagtchef Henrik Karlsen.

- Jeg ved ikke, om de er i livsfare, men de er alle alvorligt tilskadekomne, tilføjer han.

Ulykken skete omkring klokken 16 i det nordgående spor nær afkørslen ved Vordingborg, og de fastklemte personer er blevet skåret fri og bragt til de omkringliggende hospitaler.

Sydmotorvejen er spærret i nordgående retning, mens politiet efterforsker på stedet.

- Vi har en bilinspektør på vej derned, og det kommer til at tage noget tid med vores undersøgelser, siger Henrik Karlsen, der dog ikke kan komme med et bud på, hvornår motorvejens nordgående spor åbnes for trafik igen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.