Hvis du er træt af Peter Asschenfeldts evige tilnærmelser, men alligevel har lyst til at blive kysset af ældre, velhavende mænd, så behøver du ikke længere at lade dig nøje med Klaus Riskær, Bille August eller Klaus Pagh.
I stedet kan du stille din gratis drink fra dig, smide stiletterne og taste Sugardaddy.com, SeekingArrangement.com, RichOrBeautiful.com, SeekingMillionaire.com eller LoveToBeSpoiled.com ind på computerskærmen.
De datingsider er nemlig fyldt med venlige mænd, der er overordentlig villige til at invitere søde yngre kvinder på en lille drink.
Masser af piger
Hvis du selv er en rig, gammel mand, så er der ingen problemer i det. Samtlige sider vrimler nemlig også med letpåklædte nymfer, der længes efter meningsfulde forhold til modne mænd.
Men man skal dog passe på, siger Judy Lauwasser Bruett, der er parforholds coach i Wisconsin til msnbc.com.
- Min fornemmelse er, at mændene ikke søger kærlighed, siger hun om siderne.
John Fergus er en af de mænd, man har kunnet finde på siderne. Han oprettede en profil som sugardaddy, der betyder noget i retning af generøs, gammel gris, på siden SeekingArrangement.com. Men han blev forfærdet over de kvinder han stiftede bekendtskab med der.
- Nogle af dem krævede 5000 dollars på forhånd og enkelte krævede endda en lejlighed, fortæller han om sine trængsler på datingsiden.
Det ville mændene på siden SugarDaddyForMe.com dog nok ikke have noget imod. Her er det tilladt at være ganske direkte i sine ønsker og krav. Hvis man er en ung kvinde, der vil være helt sikker på at finde en relativt velhavende mand, så skal man dog skynde sig ind på RichOrBeautiful.com hvor mænd kun kan oprette en profil, hvis de garanterer en årsindtægt på over 200.000 dollars.