Dansen Instr. Pernille Fischer Christensen

Man havde sådan håbet, at det ikke bare var varm luft - da den lille, skrappe Pernille Fischer Christensen med En Soap blev forrige års mest prisvindende spillefilms-debut. Selv en Sølvbjørn fra Berlins prestigefyldte filmfestival blev det til, hvilket dog stadig kun trak små 30.000 danskere i biografen.

Efter min mening var Christensens tyndbenede transvestit-drama kun værd at se, fordi David Dencik og Trine Dyrholm spillede sig helt ud over grænsen, men ikke desto mindre ville euforismen ingen ende finde - derude i det rullekrave-klædte kunstparnas. For åh, hvilket intenst drama .

Med andre ord er forventningerne til, at Dansen formfuldendt erobrer balsalen lige så sikker som, at man skal have hofter for at danse rumba. Desværre for Pernille Fischer Christensens andet langfilms-forsøg, er der masser af stil, rytme og udstråling, men ingen krop at lade sig (for)føre af.

Tung af symbolik

Trine Dyrholm har hovedrollen som Annika, der sammen med sin mor (Birthe Neumann) driver familiens danseskole i Husum. Strømmen går, og således bliver hun forelsket i elektrikeren Lasse (Anders W. Berthelsen), der ellers, når dette filmår er ovre, meget vel kan tage prisen som årets mest dorske, knudrede og komplet charmeforladte karakter. Lasse har siddet inde for voldtægt, men sandheden har flere lag, og Annika må fare vild i forelskelses-land og gennemgå utallige scener med tænksomme miner før, hun finder løsningen på dilemmaet: Kan man elske en, der har gjort noget rigtig ondt?

Altsammen tilsat et klassisk moder-opgør og nogle danser med børn -situationer, der ganske symboltungt skal fortælle os, at når Annika skælder ud på de små, søde dansebørn, så er det, fordi Annika går og tumler med noget. Man forstår. Og ungerne spiller så rørende godt, at man ikke har lyst til at kameraet atter skal søge hvile i sarte billeder fulde af støv, solstrejf og sindsstemning.

Ikke forstået

Indrømmet, Trine Dyrholm ser (indledningsvis) fantastisk ud som Annika, så fuld af energi og livsglæde, hvilket præcis er årsagen til, at romancen med Anders W. Berthelsens røvsyge elektriker-figur er dybt utroværdig. Ikke forstået.

Indledningsvis køber vi den kun, fordi vi ved, Anders W. også er Palle fra Krøniken, og ham er der ikke noget ondt i. Palle er udelukkende kedelig, ligesom elektrikeren Lasse er irriterende, og Berthelsen snart må lære at sige nej til visse roller.

På lærredet handler det om uforklarlig kemi, javist, men allerede på første date fucker Lasse op med sure opstød og selvmedlidenhed, som så senere hen eskalerer til skrid med dig -angreb og sex, der ligner voldtægt. Hvorfor skulle vores søde dansepige blive forelsket i sådan en stodder? Ikke forstået.

Læg dertil en række intimiderende opkald fra den mand, der nu tager sig af Lasses voldtægtsoffer. Hvorfor overhovedet ringe, når vi senere lærer, at han kun ønsker at glemme ugerningen? Ikke forstået.

Pernille Fischer Christensen har skrevet manuskriptet i samarbejde med den ellers stabile Kim Fupz Aakeson. De skulle have opsøgt en såkaldt manusdoktor. Diagnosen ville have været alt for meget varm luft .